Master med mixer

Jeg arbejder i et lydstudio. Min arbejdsgiver er en rar mand, som bare brænder for god musik. Han har arvet en formue fra sin far og har nu bygget et studio, hvor amatører og professionelle musikere kan booke sig ind og få en lydfil med sig efter endt studiotid.

Det er en god forretning for ham. Han har vist arvet sin fars forretningstalent. Studioet er nemlig booket både hele dage og hele natten. Eller også er der bare så mange håbefulde amatørmusikere, som tror, de har format til at blive verdensstjerner.

Det har de fleste ikke, men der er en enkelt eller to ud af de 1000-vis, vi får ind, som faktisk kan noget. De ved det også godt.

Men det går strygende. Filerne bliver sendt til kunderne, få timer efter de har afsluttet deres session. Så kan de lytte til dem. De kan finde de fejl, de laver, og de kan modificere i filerne, hvis de vil det.

Kongen af mikserpulten

Mit arbejde er ved mixeren. Jeg sørger for at holde styr på alle in- og outputs. Det kan i nogle tilfælde være en stor opgave, fordi musikerne ofte vil mere end de egentlig har brug for. De er ligesom blevet grebet, af at man kan meget med en mixer.

Lige her til aften har vi haft et rock band i studiet. Det var ikke særligt godt. De var overbeviste om, at de var de nye Steve Vai guitarister, eller Gary Moore. Jeg kan ikke helt definere det. De var bare over alt og ingen steder. Nu sidder jeg så her ved min mixer og forsøger på en venlig måde at kamuflere de værste fejl, bandet, lavede.

Jeg har faktisk skåret en hel sektion ud, hvor man bare kan høre, at de spiller i forskellige toner. De må have været påvirket af et eller andet. Det lød ikke godt.

Det fede ved mit job er, at jeg møder alle mulige musikere. De er som regel søde. Og de fleste er rimeligt gode til det, de spiller, inden de vælger at komme i studioet.
Men det her rock band i dag. Nej, nej, nej. Det går ikke. Hvor meget selvtillid kan mennesker have? De havde det sjovt. Det er der ingen tvivl om. De var faktisk også interesserede i at se, hvordan et studio fungerer. Min mixer blev grundigt inspiceret af dem. Men de spildte deres tid. Og min.

Egentlig bryder jeg mig ikke om, når de kommer og flytter på alle knapperne på mikserpulten. Jeg er meget hysterisk på det punkt. Jeg har en fornemmelse af, at deres snavsede fingre ødelægger set-up’et, jeg har lavet. Og så skal jeg bruge tid på at sætte det op igen. Det koster knaster. For dem. Ikke for mig. Jeg får min løn. Og den er de jo med til at betale. Men når de insisterer på at få lov til at sidde ved mixeren, ja så kan jeg ikke nægte det. Det er deres tid. De har købt den. De må bruge den, som de vil.

Bogmærk Permalink.